---
title: "Vedtægter"
date: "2026-06-11"
created: "2026-03-23"
---

[Hjem](https://helsingevand.dk/)

                    [Om os](https://helsingevand.dk/om-os)

                [Vedtægter](https://helsingevand.dk/om-os/vedtaegter)

# Vedtægter

Vores vedtægter definerer vandværkets formål, og hvilke rettigheder og pligter medlemmerne har.

Vedtægterne vedtages på generalforsamlingen.

                            [Vedtægter](https://helsingevand.dk/p/MOLIRIMEDIA/b0798f7a-6b9e-47b3-9f9b-08de9ba436cb)

Vedtægter
for Helsinge Vandværk s.m.b.a

##
§ 1.

### 1.1

Selskabets navn er Helsinge Vandværk s.m.b.a.
Selskabet er et selskab med begrænset ansvar.
Selskabets hjemsted er Gribskov Kommune.

### 1.2

Værneting for alle tvistigheder mellem selskabet og dets medlemmer og medlemmerne
i anledning af deres medlemskab er Retten i Helsingør.

## § 2 Formål

### 2.1

Selskabets formål er i overensstemmelse med den til enhver tid gældende vandforsyningslov og det
for vandværket fastsatte regulativ at forsyne ejendomme inden for vandværkets forsyningsområde
med godt og tilstrækkeligt vand samt at varetage medlemmernes fælles interesser i
vandforsyningsspørgsmål samt deraf afledte forhold.

## § 3 Medlemmer

### 3.1

Enhver, der har tinglyst adkomst til fast ejendom i forsyningsområdet, kan blive medlem af selskabet.

### 3.2

For ejendomme, der er opdelt i ejerlejligheder, er det ejerne af de enkelte ejerlejligheder, der er
medlem, medmindre andet er tinglyst på ejendommen.

## § 4 Medlemmets rettigheder

### 4.1

Selskabets medlemmer har ret til at blive forsynet med vand på de vilkår, der er fastsat i det af
kommunen godkendte regulativ.

### 4.2

Vedtægter, regulativ og gældende takstblad findes på selskabets til enhver tid gældende hjemmeside.

## § 5 Medlemmets forpligtelser og hæftelser i øvrigt

### 5.1

Ethvert medlem indtræder med alle de rettigheder og forpligtelser, der fremgår af vandværkets
regulativ og takstblad - herunder betaling af anlægsbidrag, samt af nærværende vedtægter.

### 5.2

Såfremt et medlem overdrager sin ejendom, er medlemmet - ved dødsfald medlemmets bo - forpligtet
til at drage omsorg for, at den nye ejer indtræder i medlemmets forpligtelser over for selskabet. Når
selskabet modtager meddelelse om ejerskifte, ophører medlemmets rettigheder og forpligtelser over
for selskabet.

## § 6 Udtræden af selskabet

### 6.1

Udtræden af selskabet kan ske ved grundens ophør som selvstændigt matrikelnummer, eller hvis
ejendommen overføres til andet forsyningsområde.

### 6.2

Såfremt en grund ophører som selvstændigt matrikelnummer, afbrydes stikledningen fra
forsyningsledningen, og medlemmet udtræder af selskabet.

### 6.3

Ved udtræden kan der ikke udbetales eller udloddes andel i selskabets formue, ligesom eventuelle
omkostninger i forbindelse med afbrydelse mv. afholdes af medlemmet.

## § 7 Kapitalgrundlag og hæftelse

### 7.1

Selskabets kapitalgrundlag er selskabets til enhver tid værende formue, der ikke er fordelt til
selskabets medlemmer.

### 7.2

For selskabets forpligtelser hæfter alene selskabets til enhver tid værende
formue.

### 7.3

Ingen af selskabets medlemmer hæfter for selskabets forpligtelser.

## § 8 Generalforsamling

### 8.1

Generalforsamlingen er selskabets højeste myndighed.

### 8.2

Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i april måned.

### 8.3

Indkaldelse til generalforsamlinger, såvel ordinære som ekstraordinære, sker med mindst 14 dages
varsel ved opslag på vandværkets hjemmeside og evt. på sociale medier med angivelse af dagsorden.

### 8.4

Forslag, der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal indgives skriftligt til selskabet
senest den 1. februar.

### 8.5

Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter:

- Valg af dirigent
- Bestyrelsens beretning
- Det reviderede regnskab forelægges til godkendelse
- Budget for det/de kommende år forelægges
- Behandling af indkomne forslag
- Valg af medlemmer og suppleanter til bestyrelsen
- Valg af revisorer
- Eventuelt

### 8.6

Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen.

### 8.7

Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes, når mindst 25 % af medlemmerne fremsætter skriftlig
forlangende herom til bestyrelsen, ledsaget af en skriftlig dagsorden.

### 8.8

I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes inden to måneder efter modtagelsen af den
skriftlige begæring, og dagsordenen skal udsendes med indkaldelsen.

### 8.9

Alle generalforsamlinger ledes af en af denne valgt dirigent, der ikke behøver at være medlem.
Dirigenten afgør alle spørgsmål angående sagernes behandling, stemmeafgivningen og dennes
resultater.

### 8.10

De på generalforsamlingen trufne beslutninger indføres i referat, der underskrives af dirigenten.

## § 9 Stemmeret og afstemninger

### 9.1

Hvert medlem har én stemme pr. ejendom der ejes. Intet medlem kan dog afgive stemme for mere end
maksimalt 5 ejendomme, uanset hvor mange den pågældende ejer.

### 9.2

Stemmeret kan kun udøves ved personlig tilstedeværelse på generalforsamlingen. For juridiske
personer udøves stemmeretten af dens ansvarlige leder.

### 9.3

Medlemmer, som står i restance med betaling af vandafgift eller andre ydelser til selskabet har ikke
stemmeret på generalforsamlingen, men har dog ret til at overvære denne.

### 9.4

Afgørelser træffes ved simpel stemmeflerhed.

### 9.5

Ethvert medlem kan kræve hemmelig afstemning.

### 9.6

Forslag til vedtægtsændringer kan kun vedtages, når mindst 2/3 af de stemmeberettigede medlemmer
er til stede, og når mindst 2/3 af disse stemmer for.

Er 2/3 af selskabets medlemmer ikke til stede, kan forslaget vedtages på en efterfølgende
ekstraordinær- eller næste års ordinære generalforsamling med 2/3 af de afgivne stemmer, uanset
antallet af fremmødte stemmeberettigede.

Fremsættes forslag til vedtægtsændring af bestyrelsen, kan forslaget vedtages på den ordinære
generalforsamling, når 2/3 af de stemmeberettigede medlemmer stemmer for, uanset antallet af
fremmødte stemmeberettigede medlemmer.

## § 10 Bestyrelsen

### 10.1

Selskabets bestyrelse består af 5 medlemmer, valgt blandt medlemmerne på generalforsamlingen for
3 år ad gangen. Der afgår således skiftevis 2 medlemmer det første år, 2 medlemmer året efter og 1
medlem det følgende år.

### 10.2

Hvert år vælges 1 suppleant. Suppleanten indtræder, når et bestyrelsesmedlem afgår midt i en
valgperiode. Den valgte suppleant indtræder i det afgåede bestyrelsesmedlems resterende
valgperiode.

### 10.3

Genvalg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter kan finde sted.

### 10.4

Hvis bestyrelsesmedlem ikke længere har tinglyst adkomst til ejendom i forsyningsområdet, udtræder
bestyrelsesmedlemmet automatisk af bestyrelsen.

### 10.5

Hvervet som bestyrelsesmedlem honoreres. Bestyrelsens samlede årlige vederlag kan ikke overstige 4
% af den årlige vandafgift.

### 10.6

Bestyrelsen konstituerer sig på førstkommende bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen.

### 10.7

Bestyrelsen afholder møde, når formanden eller 2 af dens medlemmer eller revisor begærer dette.

### 10.8

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede

### 10.9

Hvor andet ikke udtrykkeligt er bestemt i disse vedtægter, kan bestyrelsen træffe beslutning ved simpel
stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

### 10.10

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og fører referat, der underskrives af de
tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer.

### 10.11

Bestyrelsen har ansvar for regnskabsførelsen og opstiller årsregnskab og budget.

### 10.12

Anlægsvirksomhed, der væsentligt overstiger det vedtagne budget, skal godkendes af
generalforsamlingen.

### 10.13

Bestyrelsen kan i tilfælde af overtrædelse af konkrete forbud pålægge overtræderen et gebyr, som skal
fremgå af takstbladet.

### 10.14

Bestyrelsen kan til varetagelsen af den daglige drift ansætte fornødent personale og ligeledes afholde
de efter dens eget skøn nødvendige udgifter til administration, reparation og vedligeholdelse.

## § 11 Tegningsret

### 11.1

Selskabet tegnes med bindende virkning overfor tredjemand af formanden eller næstformanden i
forening med 2 andre af bestyrelsens medlemmer eller med driftslederen.

### 11.2

Ved køb, salg eller pantsætning af fast ejendom og ved udstedelse af gældsbeviser kræves dog hele
bestyrelsens underskrift.

### 11.3

Bestyrelsen kan meddele prokura.

## § 12 Regnskab

### 12.1

Selskabets regnskabsår løber fra den 1. januar til den 31. december.

### 12.2

Den årlige overdækning, der måtte fremkomme efter forsvarlige afskrivninger, kan ikke udbetales til
medlemmerne. Overdækningen skal nedbringes over en passende periode gennem takstnedsættelser
og/eller investeringer i anlæg.

### 12.3

Selskabets regnskaber revideres af en af generalforsamlingen for ét år ad gangen valgt statsautoriseret
revisor.

### 12.4

Årsregnskabet underskrives af revisor og bestyrelsen.

## § 13 Opløsning

### 13.1

Selskabets opløsning kan kun besluttes på en generalforsamling, hvor mindst 3/4 af samtlige
stemmeberettigede er repræsenteret, og hvor mindst 3/4 af de afgivne stemmer er for opløsningen.

### 13.2

Dersom opløsningen vil kunne ske uden indskrænkning i forsyningsmulighederne, f.eks. ved fusion
med et andet vandværk eller ved kommunal overtagelse, kan opløsningen dog besluttes efter de i § 9
angivne bestemmelser vedrørende vedtægtsændringer.

### 13.3

Den opløsende generalforsamling træffer afgørelse om eventuelle aktivers anvendelse. En eventuel
overdækning kan ikke udloddes til medlemmerne, men kan overføres til et andet selskab, der
varetager samme eller lignende formål som selskabet.

### 13.4

Ved opløsning med likvidation udpeger generalforsamlingen en eller flere likvidatorer, der forestår
realisation af selskabets aktiver og betaling af selskabets forpligtelser.

## § 14 Ikrafttræden

Selskabets vedtægter er vedtaget/sidst ændret på generalforsamlingen den 29. april 2026.
Vedtægterne træder i kraft den 29. april 2026.

Thomas Reuter Johannsen

Jarl Baadsmand

Jette Schjønnemann

Henrik Pihl

Ulrik Møller

Dirigent Gitte Wichmann Mortensen
