---
title: "Regulativ"
date: "2026-06-16"
created: "2026-04-16"
---

[Hjem](https://helsingevand.dk/)

                    [Om os](https://helsingevand.dk/om-os)

                [Regulativ](https://helsingevand.dk/om-os/regulativ)

# Regulativ

##### Vores leveringsbestemmelser for vandforsyning

Regulativet fastlægger reglerne for, hvordan Helsinge Vandværk leverer vand til forbrugerne, og beskriver således hvilke forventninger, du som forbruger kan have til os.

Regulativet er godkendt af Gribskov Kommunalbestyrelse i overensstemmelse med Vandforsyningslovens § 55.

Nyt regulativ træder i kraft den 1. september 2026. Du kan se det nye regulativ her: [2026-Regulativ.pdf](https://helsingevand.dk/p/Helsinge Vandværk/Regulativ og vedtægter/2026-Regulativ.pdf "2026-Regulativ.pdf").

R E G U L A T I V
FOR
HELSINGE VANDVÆRK
s.m.b.a
April 2011

## 1. Indledende bestemmelser

1.1 Dette regulativ er udfærdiget i medfør af § 55, stk. 2, i lov om vandforsyning m.v.
(vandforsyningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 635 af 7. juni 2010, af Helsinge Vandværk
og efterfølgende godkendt af Gribskov Kommunalbestyrelse.
Regulativet udleveres vederlagsfrit af vandforsyningen.

1.2 Bestemmelserne om fastsættelse af anlægs- og driftsbidrag har hjemmel i
vandforsyningslovens § 53, stk. 1.

1.3 Bestemmelserne om vandmålere og betaling efter målt forbrug er fastsat i
overensstemmelse med Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelser nr. 525 af 14. juni
1996 om betaling for vand efter målt forbrug m.v. på ejendomsniveau og nr. 837 af 27.
november 1998 om individuel afregning efter målt vandforbrug.

1.4 Bestemmelser om offentliggørelse af det leverede vands kvalitet m.v. er fastsat i
overensstemmelse med § 29 i Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 1449 af 11.
december 2007 om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg.

1.5 Bestemmelserne om installationsarbejders udførelse ved autoriserede VVS-installatører
er i overensstemmelse med kravene i lov om gasinstallationer og installationer i
forbindelse med vand- og afløbsledninger, lovbekendtgørelse nr. 988 af 8. december
2003(autorisationsloven).

1.6 Bestemmelserne om kontrol med og indgreb i målere er i overensstemmelse med
kravene fastsat i Sikkerhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 1034 af 17. oktober 2006 om
kontrol med vandmålere, der anvendes til måling af forbrug af varmt og koldt vand.

1.7 Bestemmelserne om brandværnsforanstaltninger er i overensstemmelse med kravene
fastsat i Forsvarsministeriets bekendtgørelse nr. 765 af 3. August 2005 om risikobaseret
kommunalt beredskab med senere ændringer.

1.8 I dette regulativ angiver betegnelsen ejer grundejeren, når der ikke er tale om
ejerlejlighedsforhold. For ejendomme med en eller flere ejerlejligheder angiver
betegnelsen ejerne af de enkelte ejerlejligheder. Hvis der på en ejendom med
ejerlejligheder er tinglyst en bestemmelse i ejendommens vedtægter om, at
ejerforeningen er forpligtet over for vandforsyningen, anses ejerforeningen dog som ejer
efter regulativets bestemmelser.

Betegnelsen bruger omfatter lejeren af en lejlighed, herunder beboeren af en
andelslejlighed eller en ejendom, forpagteren af en erhvervsvirksomhed, ejeren af en
ejerlejlighed, når ejerforeningen efter det ovenstående betragtes som ejer, og beboeren
af en tjenestebolig.

Hvor ejeren af en fast ejendom og ejeren af en bygning på grunden ikke er den samme,
betragtes bygningen som en selvstændig fast ejendom efter tinglysningslovens § 19.

1.9 Ved individuel afregning efter målt forbrug angiver betegnelsen ejendom mindst to
udlejnings- eller andelsenheder beliggende på et eller flere matrikelnumre, der i følge
notering i matriklen skal holdes forenet.

Betegnelsen enhed angiver den enkelte udlejnings- eller andelsenhed i en ejendom.

Betegnelsen bruger omfatter den kontraktmæssige indehaver af retten til at benytte en
enhed.

1.10 Ved vandforsyningens hovedanlæg forstås i dette regulativ dens indvindingsanlæg,
råvandsledninger, vandbehandlingsanlæg, pumpeanlæg, herunder trykforøgeranlæg til
særlige trykzoner i ledningsnettet, beholderanlæg samt hovedledninger til transport af
færdigbehandlet vand til forsyningsnettet.

Ved vandforsyningens forsyningsledningsnet forstås ledningssystemet til transport af
færdigbehandlet vand til forsyning af ejendomme gennem direkte tilsluttede
stikledninger.

Ved stikledning forstås ledningen fra forsyningsledningen til grænsen af vedkommende
grund, herunder en eventuel afspærringsanordning (stophane) på stikledningen.

1.11 Ved vandinstallationer forstås alle installationer fra stikledningens forlængelse, som er
omfattet af Norm for vandinstallationer, DS 439.

 Ved jordledninger forstås ledningsinstallationer i jord, fra stikledningens forlængelse og
frem til bebyggelse på grunden.

1.12 Ejeren af en ejendom, der får vand fra vandforsyningen, skal underrette eventuelle
brugere af ejendommen om deres forpligtelser efter regulativet, men ejeren er i alle
forhold ansvarlig over for vandforsyningen, jf. dog 9.13.

## 2. Vandforsyningens styrelse

2.1 Vandværket ejes og drives af Helsinge Vandværk s.m.b.a.

2.2 Enhver ejer, hvis ejendom er tilsluttet vandforsyningen, er berettiget og forpligtet til at
være medlem af selskabet. Vandforsyningen kan dog efter ansøgning fritage for
medlemskab, ligesom ejere, der efter forholdets natur ikke kan være medlemmer, har ret
til at optages som forbrugere, eventuelt på særlige betingelser.

2.3 De årligt fastsatte takster for anlægs- og driftsbidrag. fastsættes af vandforsyningen, men
skal efterfølgende godkendes af kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor
vandforsyningen er beliggende, jf. vandforsyningslovens § 53.

De godkendte takster bekendtgøres i et takstblad, der vederlagsfrit udleveres af
vandforsyningen.

##
3. Ret til forsyning med vand

3.1 Enhver ejer, hvis ejendom ligger i vandforsyningens naturlige forsyningsområde, har ret til
forsyning med vand til almindeligt husholdningsforbrug, til institutioner, til almindeligt
landbrug (dog ikke til vanding af landbrugsafgrøder) og anden erhvervsvirksomhed, som
benytter vand i mindre omfang.

Indlæggelsen af og forsyningen med vand sker på de vilkår, som er fastsat i regulativet og
mod betaling efter godkendte takster.

3.2 Vandforsyningen bestemmer, i hvilket omfang der kan leveres vand til
erhvervsvirksomheder, som benytter vand i større omfang, og vand til sprinkleranlæg til
brandslukningsformål, jf. dog bestemmelserne i bekendtgørelse om risikobaseret
kommunalt beredskab. Vandforsyningen fastsætter i hvert enkelt tilfælde vilkårene for en
sådan levering. Vilkårene fastsættes i en skriftlig aftale, der skal godkendes af
kommunalbestyrelsen.

3.3 Indlæggelse af og forsyning med vand fra vandforsyningen, som reserve for en ejendoms
eget vandforsyningsanlæg, kan normalt ikke forventes tilladt.

Vandforsyningen kan dog i undtagelsestilfælde tillade etableringen på særlige vilkår.

3.4 Vandforbruget skal aftages på en sådan måde, at trykstød ikke forekommer og således, at
pludselige og unødvendige variationer undgås.

##
4. Forsyningsledninger

4.1 Forsyningsledninger anlægges af, vedligeholdes af og tilhører vandforsyningen.
Vandforsyningen bestemmer, hvornår forsyningsledninger skal anlægges, jf. dog
vandforsyningslovens § 29 og §§ 45 - 48.

4.2 Vandforsyningsledninger må ikke anlægges i strid med den vedtagne vandforsyningsplan.

4.3 Hvis forsyningsledninger fremføres over privat grund, skal retten til deres anlæg,
benyttelse og vedligeholdelse sikres ved deklaration, der skal tinglyses på de respektive
ejendomme.

##
5. Stikledninger

5.1 Stikledninger med eventuelle afspærringsanordninger (stophaner) anlægges af,
vedligeholdes af og tilhører vandforsyningen. Alt arbejde med stikledninger skal udføres
af autoriserede VVS-installatører eller af vandforsyningens personale, jf. bestemmelserne
i Sikkerhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 1046 af 8. december 2003 om undtagelse fra
krav om autorisation for så vidt angår gas- og vandforsyningsvirksomheder og ejere af
afløbsanlæg.

5.2 Hver ejendom skal have sin særskilte stikledning. Stikledningen skal normalt indlægges fra
forsyningsledningen i den gade eller vej, hvortil ejendommen har facade (adgangsvej).
 Hvis stikledning fremføres over privat grund, skal retten til dens anlæg, benyttelse og
vedligeholdelse sikres ved deklaration, der skal tinglyses på den/de respektive
ejendomme.

5.3 Vandforsyningen kan omlægge en stikledning ved udstykning, om- eller
tilbygningsarbejder, ændringer i forbruget eller lignende, som indebærer, at
stikledningsdimensionen bør ændres. I så fald må ejendommens ejer afholde udgifterne
til omlægningen. Tilsvarende gælder, hvis ejeren selv ønsker stikledningen omlagt.

5.4 Vandforsyningen kan afbryde stikledningen til en ubenyttet ejendom ved
forsyningsledningen for ejers regning.

5.5 Ejer af en ejendom skal omgående give vandforsyningen meddelelse om indtrufne eller
formodede fejl, herunder utætheder ved stikledninger og stophaner.

##
6. Opretholdelse af tryk og forsyning

6.1 Vandforsyningen skal til enhver tid tilstræbe at opretholde tilfredsstillende
forsyningsforhold og opretholde et vandtryk, der gør almindeligt vandforbrug muligt i
samtlige tilsluttede ejendomme, jf. dog 8.3.1. Vandforsyningen har dog ingen pligt til at
opretholde noget mindstetryk i forsyningsledningsnettet ud for de enkelte ejendomme.

6.2 Ved aflukning af vandledninger skal der normalt gives ejere eller deres repræsentanter et
rimeligt varsel, men vandforsyningen kan ved ledningsbrud og andre særlige forhold
foretage aflukninger uden varsel.

6.3 Enhver forbruger må uden at have krav på erstatning tåle de ulemper, der måtte opstå
ved svigtende levering som følge af mangler ved anlægget og disses afhjælpning, ved
vedligeholdelsesarbejder vedrørende anlægget, herunder ved ledningsbrud, strømsvigt
og anden force majeure, eller ved ledningslukninger, reparationer og udskylning af
ledninger m.v.

Ved afbrydelse eller genoptagelse af forsyningen og ved anden driftsforstyrrelse,
herunder ændringer i tryk og kvalitet, er vandforsyningen, uanset om denne måtte have
udvist uagtsomhed, uden ansvar for forbrugeres driftstab, avancetab eller andet indirekte
tab. Denne bestemmelse gælder ikke, såfremt vandforsyningen har udvist forsæt eller
grov uagtsomhed. Erhvervsdrivende opfordres derfor til at tegne en driftstabsforsikring.

6.4 Vandforsyningen kan, uden at der kan gøres krav på erstatning herfor, træffe bestemmelse
om indskrænkning af vandforbruget eller visse dele af det, herunder om indskrænkning
med hensyn til vanding af haver m.v., når vandforsyningens drift eller hensynet til
vandforekomsterne gør det nødvendigt. Kommunalbestyrelsen kan pålægge
vandforsyningen at træffe en sådan bestemmelse.

##
7. Vandforsyning til brandslukning

7.1 Etablering og vedligeholdelse af brandhaner på forsyningsledninger skal ske efter
kommunalbestyrelsens anvisning og udgifterne hertil afholdes af kommunalbestyrelsen.
Kommunalbestyrelsen kan forlange, at forsyningsledninger af hensyn til deres funktion
ved brandslukning anlægges med større ledningsdimension end ellers nødvendigt.
Merudgifterne hertil afholdes af kommunalbestyrelsen.

Ved omlægning af en forsyningsledning afholder kommunalbestyrelsen udgifterne til
flytning og tilslutning af brandhaner på forsyningsledningen.

7.2 Bortset fra indsats ved brand m.v. og andre nødstilfælde må ingen bruge vand fra
brandhaner, medmindre kommunalbestyrelsen og vandforsyningen har givet tilladelse
hertil.

## 8. Vandinstallationer

###
8.1 Generelt vedrørende vandinstallationer

8.1.1 Vandinstallationer etableres af, vedligeholdes af og tilhører grundejeren, jf. dog 9.4 og 9.6
angående afregningsmålere.

Alle udgifter vedrørende vandinstallationer afholdes af grundejeren, jf. dog 9.6 og 9.15,
4. punktum angående afregningsmålere.

Hvor ejeren af en fast ejendom og ejeren af en bygning på grunden ikke er den samme, jf.
1.8, 5. punktum afholdes udgifter vedrørende vandinstallationer af ejeren af bebyggelsen
på grunden.

8.1.2 Inden iværksættelse af vandinstallationsarbejder, der er omfattet af autorisationsloven,
skal der indhentes tilladelse hertil fra den lokale bygningsmyndighed hos kommunen i
overensstemmelse med de bestemmelser, der er fastsat i byggeloven og
bygningsreglementerne.

Arbejder med nyanlæg og væsentlig ændring af vandinstallationer til
installationsgenstande, vandvarmere, vandbehandlingsanlæg, regnvandsanlæg med
mere, hvor svigtende tilbagestrømningssikring kan udgøre en risiko for forurening af
vandforsyningsanlægget, skal færdigmeldes til vandforsyningen.

8.1.3 Arbejder med vandinstallationer, herunder med jordledninger og vandmålere, må kun
udføres af autoriserede VVS-installatører, jf. dog Sikkerhedsstyrelsens bekendtgørelser nr.
1045 af 8. december 2003 om undtagelser fra krav om autorisation som VVS-installatør til
udførelse af simple arbejder med vand- og sanitetsinstallationer (udskiftning) og nr. 1046
af den 8. december 2003 om undtagelse fra krav om autorisation for så vidt angår gas- og
vandforsyningsvirksomheder og ejere af afløbsanlæg.

Installationer for vand skal udføres efter den godkendte Norm for vandinstallationer (DS
439 / 2009) og sikres mod tilbagestrømning jfr. DS/EN 1717, medmindre
bygningsmyndigheden har godkendt andet.

8.1.4 Fabriksfremstillede produkter, der indgår i eller tilsluttes vandinstallationer, skal enten
være

a) godkendt af ETA-Danmark (VA-godkendt), medmindre det pågældende produkt er
undtaget ifølge de til enhver tid gældende bestemmelser om godkendelsesordningen,
eller

b) forsynet med CE-mærke, der viser at produktet stemmer overens med en
harmoniseret standard eller er omfattet af en europæisk teknisk godkendelse, eller

c) omfattet af en af ETA-Danmark godkendt godkendelses- eller kontrolordning, f.eks. en
DS-certificeringsordning.

8.1.5 Vandinstallationer skal benyttes og vedligeholdes på en sådan måde, at der ikke er fare
for forurening af vandet, findes utætheder eller på anden måde give anledning til gener.
 Hvis det konstateres eller må formodes, at der er utætheder, herunder utæthed på
jordledning, eller andre fejl, skal ejeren sørge for, at vandinstallationen snarest muligt
gennemgås og i fornødent omfang bringes i orden. Brugere skal snarest anmelde
konstaterede eller formodede fejl til ejeren.

Hvis fejlen har betydning for ejendommens vandforbrug, skal ejeren underrette
vandforsyningen om forholdet.

8.1.6 Vandforsyningen kan pålægge ejeren at lade foretage de foranstaltninger, som
vandforsyningen finder ønskelige af hensyn til vandinstallationernes forsvarlige funktion.
Sådanne foranstaltninger skal til stadighed holdes i god stand, og de må ikke fjernes eller
ændres uden vandforsyningens tilladelse.

8.1.7 Ejeren har pligt til at holde ubenyttede vandinstallationer aflukket og tømt for vand.
Vandforsyningen kan forlange, at vandinstallationer i ubenyttede bygninger afbrydes på
forskriftsmæssig måde.

8.1.8 Forsømmer ejer de forpligtelser, som efter ovenstående samt efter nedenstående 8.2.,

8.3, 9.2, 1. punktum og 9.8 påhviler ham med hensyn til vandinstallationerne, kan
kommunalbestyrelsen efter anmodning fra vandforsyningen lade arbejdet udføre på hans
bekostning.

###
8.2 Vandinstallationer m.v. i jord

8.2.1 Ved ombygning af en ejendom kan vandforsyningen forlange, at jordledningen ændres,
hvis det anses for nødvendigt af hensyn til ejendommens kommende vandforbrug.

8.2.2 Udgifter til omlægning af jordledning, som følge af nødvendig omlægning af forsyningsog/eller stikledning, afholdes af grundejeren.

8.2.3 Målerbrønde skal udføres således, at vandmåleren holdes frostfri.
Brønden skal være forsynet med et forsvarligt dæksel, og skal ved ejerens foranstaltning
holdes ren og så vidt muligt tør.

###
8.3 Vandinstallationer i bygninger

8.3.1 Finder vandforsyningen, at trykforholdene i en ejendom kan forventes at blive
utilfredsstillende, og dette kan henføres til særlige forhold vedrørende den pågældende
ejendom, kan vandforsyningen forlange, at der efter nærmere angivne forskrifter skal
opstilles et trykforøgeranlæg i forbindelse med ejendommens vandinstallationer.

## 9. Afregningsmålere

9.1 De generelle bestemmelser for vandinstallationer jf. 8.1.1 - 8.1.4 finder tilsvarende
anvendelse for installationer til forbrugsmåling.

9.2 Ejer af en ejendom, der er tilsluttet vandforsyningen, har pligt til at installere en måler til
brug for afregning af ejendommens samlede vandforbrug.
 Der må kun anbringes én afregningsmåler på hver ejendom, medmindre der er truffet
aftale med vandforsyningen om andet.

9.3 Afregningsmåleren anbringes i bygning umiddelbart efter jordledningens indførelse
 eller i målerbrønd efter vandforsyningens nærmere anvisning og sådan, at den er
beskyttet mod frost, utilsigtet opvarmning, mekaniske ydre påvirkninger og korrosion.
Målerbrønde placeres på privat grund - normalt ca. 1 meter fra skel.
 Måleren skal til stadighed være let at aflæse og udskifte.

9.4 Afregningsmåleren stilles til rådighed af vandforsyningen og forbliver vandforsyningens
ejendom.

9.5 Vandforsyningen har til enhver tid ret til at aflæse afregningsmålere.

9.6 Afregningsmålere vedligeholdes af vandforsyningen og for dennes regning.
Vandforsyningen er berettiget til når som helst for egen regning at udskifte og kontrollere
målere.

Ejer og bruger må tåle de ulemper der er forbundet med, at vandtilførslen afbrydes ved
udskiftning af måleren.

9.7 Afregningsmålerens størrelse og type bestemmes af vandforsyningen ud fra de
oplysninger, som ejeren har givet om vandinstallationerne, vandforbruget til
erhvervsvirksomheder m.v.

9.8 Hvis vandforbruget ændres i forhold til det af ejeren tidligere oplyste jf. 9.7, således at
afregningsmåleren ikke længere er tilpasset vandforbruget, kan vandforsyningen forlange
målerinstallationen ændret, så måleren kan udskiftes med en måler af passende
størrelse.

9.9 Ejer er over for vandforsyningen forpligtiget til at erstatte en afregningsmåler, hvis den er
bortkommet eller er blevet beskadiget, f.eks. ved vold, brand, frost m.v. Dette gælder
ikke ved almindelig slitage.

9.10 Opdager ejeren, at der er utætheder eller fejl ved en afregningsmåler, skal han snarest
give vandforsyningen meddelelse herom. Brugere af en ejendom skal snarest melde
konstaterede fejl til ejeren.

9.11 Ejer og bruger må ikke foretage indgreb i afregningsmåleren, bryde plomben eller på
nogen måde påvirke målerens korrekte funktion. Der må ikke gøres forsøg på optøning af
en frossen måler.

Udgifter til eftersyn og istandsættelse eller udskiftning af en måler som følge af indgreb jf.
ovennævnte afholdes af ejeren.

9.12 Beslutning om at overgå fra fælles til individuel afregning med vandforsyningen skal
meddeles skriftligt til kommunalbestyrelsen og vandforsyningen.

9.13 For ejendomme, hvor der er indgået aftale med vandforsyningen om individuel afregning
efter målt forbrug i de enkelte enheder, overgår ejerens ansvar, rettigheder og pligter for
disse målere til brugerne af enhederne.

9.14 Afregningsmålere, der anvendes som grundlag for betaling af driftsbidrag, skal opfylde de
krav og underkastes den måletekniske kontrol, der er fastsat i bekendtgørelse om kontrol
med vandmålere, der anvendes til måling af forbrug af varmt og koldt vand, og de
måletekniske forskrifter bekendtgørelsen henviser til.

9.15 Ejer kan ved skriftlig henvendelse til vandforsyningen forlange at få kontrolleret
afregningsmålerens nøjagtighed.

Måleren anses for at vise rigtigt, når dens visning ligger indenfor de maksimalt acceptable
grænser for måleunøjagtighed, som er fastsat i bekendtgørelse om kontrol med
vandmålere, der anvendes til måling af forbrug af varmt og koldt vand, og de
måletekniske forskrifter bekendtgørelsen henviser til.

Hvis målerens visning ligger inden for de acceptable grænser for måleunøjagtighed,
afholdes udgifterne til prøvningen mv. af den, der har ønsket afprøvningen.
 Hvis målerens visning ligger uden for de acceptable grænser for måleunøjagtighed,
afholdes udgifterne til prøvningen mv. af vandforsyningen.

Efter forhandling med ejeren foretager vandforsyningen en skønsmæssig nedsættelse
eller forhøjelse af det målte forbrug for det tidsrum, hvor vandforsyningen skønner, at
fejlvisningen har fundet sted.

## 10. Vandspild

10.1 Vand fra vandforsyningen må, bortset fra brand under indsats eller andre nødstilfælde,
ikke benyttes til andet formål eller i større mængde end den benyttelse, som
vandforsyningen har fastsat, eller som med rimelighed kan antages at ville finde sted fra
de tilladte vandinstallationer.

Spild af vand ved mangelfuld lukning af vandhaner eller ved anden uforsvarlig adfærd er
ikke tilladt.

Rindende vand må ikke bruges til køleformål, medmindre vandforsyningen har givet
særlig tilladelse hertil.

10.2 Hvis vandspild, som ovenfor nævnt, foregår fra vandinstallationer før afregningsmåleren,
kan vandspildet forlanges betalt af ejendommens ejer ud over det almindelige
driftsbidrag.

Størrelsen af vandspildet vil i så fald blive fastsat ved vandforsyningens skøn efter
forhandling med ejeren.

##
11. Eftersyn af vandinstallationer og oplysningspligt

11.1 For at kunne kontrollere vandforbruget, efterse at vandinstallationer holdes i god og
forskriftsmæssig stand, at der ikke finder vandspild sted samt for vedligeholdelse og
udskiftning af vandmålere, skal vandforsyningens personale mod forevisning af
legitimation have adgang uden retskendelse til ethvert sted på en ejendom, hvor der
findes vandinstallationer.

Ejeren skal om fornødent skaffe sådan adgang.

11.2 Enhver ejer og bruger af en ejendom, som er tilsluttet vandforsyningen, skal på
forlangende give vandforsyningen alle oplysninger om vandets anvendelse og om
forbrugets størrelse.

11.3 Vandforsyningen har pligt til at etablere et kontrolsystem til overvågning af nøjagtigheden
af vandforsyningens målere til forbrugsafregning og er forpligtet til at bekendtgøre
kontrolsystemets indhold over for de til vandforsyningen tilsluttede forbrugere, ligesom
forbrugerne skal orienteres, hvis der foretages ændringer i kontrolsystemet.

11.4 Vandforsyningen har pligt til at stille den nødvendige information om vandforsyningen og
drikkevandets kvalitet til rådighed for forbrugerne.

Mindst 1 gang om året skal vandforsyningen offentliggøre

- opdaterede oplysninger om vandforsyningens adresse, telefonnummer, faxnummer,
e-postadresse, hjemmeside og eventuelle kontaktpersoner,
- en generel beskrivelse af drikkevandets kvalitet, herunder værdier for almindelige
parametre og værdier for parametre af særlig lokal betydning.
- overskridelser af gældende kvalitetskrav for drikkevand.

##
12. Anlægsbidrag

12.1 Anlægsbidraget omfatter et bidrag til vandforsyningens hovedanlæg, et bidrag til
forsyningsledningsnettet og et bidrag til stikledning.
 Bidragene skal fremgå af vandforsyningens takstblad. Anlægsbidrag for
ejendomskategorier m.m., som undtagelsesvis ikke fremgår af takstbladet, skal
godkendes af kommunalbestyrelsen.

12.2 Når en ejendom, der ikke tidligere har fået vand fra vandforsyningen, bliver tilsluttet, skal
der betales anlægsbidrag til vandforsyningen.

12.3 Bidraget til forsyningsledningsnettet skal betales hvad enten den ledning, som
ejendommen tilsluttes, er nyanlagt eller ældre.

12.4 Hvis en ejendom, der tidligere har fået vand fra en ældre forsyningsledning, sluttes til en
ny forsyningsledning, betales ikke anlægsbidrag medmindre andet følger af 12.9.

12.5 Når et udstykningsforetagende ønsker forsyningsledninger anlagt, kan vandforsyningen
forlange, at udstykningsforetagendet betaler anlægsbidrag til hovedanlægget og til
forsyningsledningsnettet for de ejendomme, der fremkommer ved udstykningen.
Vandforsyningen kan forlange, at betalingen sker forud, eller der forud stilles sikkerhed
for betalingen, og at betaling sker, så snart forsyningsledningerne er anlagt.

12.6 Når et udstykningsforetagende har ønsket forsyningsledninger anlagt, og der i den
forbindelse anlægges stikledninger til de ejendomme, der fremkommer ved
udstykningen, kan vandforsyningen forlange, at udstykningsforetagendet betaler bidrag
til stikledningerne. Vandforsyningen kan forlange, at betalingen sker forud, eller der forud
stilles sikkerhed for betalingen, og at betaling sker, så snart stikledningerne er anlagt.

12.7 For levering af vand til midlertidigt forbrug, f.eks. byggebrug, kan vandforsyningen
fastsætte et anlægsbidrag til dækning af de udgifter, der er forbundet med etablering og
reetablering af den midlertidige leverance.

12.8 Hvis forudsætningerne for et fastsat og betalt anlægsbidrag ændres som følge af en
senere om- eller tilbygning eller ændret anvendelse af ejendommen, kan vandforsyningen
forlange at ejeren betaler den forøgelse af anlægsbidraget der svarer til ændringen.

Det medfører ikke nogen ændring i tidligere betalte anlægsbidrag, når f.eks. at
lejlighederne i en ejendom ændres til andels- eller ejerlejligheder, eller at værelser på
plejehjem ombygges til plejelejligheder.

12.9 Vandforsyningen kan forlange ekstra anlægsbidrag i forbindelse med væsentlig
nyinvestering i vandforsyningsanlægget.

##
13. Driftsbidrag

13.1 For alt leveret vand betales driftsbidrag bortset fra vand til brandslukningsformål m.v.
under indsats og afprøvninger af brandhaner.

Driftsbidraget omfatter et bidrag pr. m3 vand og eventuelt tillige et fast årligt bidrag.
Driftsbidrag kan forlanges betalt fra den dag, hvor vandforsyningen har påbegyndt
leveringen af vand til ejendommen. Bidragene skal fremgå af vandforsyningens takstblad.

13.2 For ejendomme, hvor forsyningsmulighed efter ejers ønske er etableret, men hvor der
ikke forefindes vandinstallationer, kan der forlanges driftsbidrag, der alene omfatter et
fast årligt bidrag.

13.3 For vand leveret til midlertidigt brug, f.eks. byggebrug, betales driftsbidrag efter 13.1.
Vandforsyningen kan dog bestemme, at der ikke betales fast bidrag.

13.4 For sprinkleranlæg, overrislingsanlæg og andre anlæg til brandslukningsformål, som
normalt ikke medfører noget vandforbrug, kan der forlanges driftsbidrag, der alene
omfatter et fast årligt bidrag.

13.5 For vandspild forårsaget af brud på skjulte vandinstallationer i ejendomme til boligformål,
kan ejeren af en ejendom anmode vandforsyningen om eftergivelse for statsafgiften af
ledningsført vand. Betingelserne for eftergivelse af statsafgiften ved vandspild fremgår af
lovbekendtgørelse nr. 639 af 21. august 1998 om afgift af ledningsført vand, jf. lov nr. 522
af 12. juni 2009 Lov om ændring af lov om afgift af spildevand og forskellige andre love,
herunder afgift af ledningsført vand.

13.6 Er en afregningsmåler bortkommet, blevet beskadiget eller er der konstateret utætheder
eller fejl ved måleren, fastsættes driftsbidraget af vandforsyningen efter forhandling med
ejeren/brugeren af en enhed bl.a. ud fra et skønnet vandforbrug i det tidsrum, hvor
målingen skønnes at have været i uorden.

## 14. Betaling af anlægs- og driftsbidrag

###
14.1 Anlægsbidrag og driftsbidrag på ejendomsniveau

14.1.1 Anlægsbidrag, driftsbidrag og forskudsvis afholdte udgifter til arbejde ved stikledning eller
vandinstallationer, som vandforsyningen eller kommunalbestyrelsen har foretaget eller
ladet foretage efter 5.3, 5.4 eller 8.1.8, påhviler den, der har tinglyst adkomst på
vedkommende ejendom.

Hvor ejeren af en fast ejendom og ejeren af en bygning på grunden ikke er den samme,
betragtes bygningen som en selvstændig fast ejendom efter tinglysningslovens § 19. I
sådanne tilfælde påhviler anlægsbidrag og forskudsvis afholdte udgifter til arbejder ved
stikledning ejeren af grunden, hvorimod driftsbidrag og forskudsvis afholdte udgifter til
arbejde med vandinstallationer påhviler ejeren af bygningen.

14.1.2 Betales anlægsbidrag ikke inden den fastsatte betalingsfrist, kan vandforsyningen nægte
at etablere tilslutningen.

Er tilslutning sket, kan vandforsyningen lukke for vandtilførslen, hvis lukning sker inden 6
måneder efter den fastsatte betalingsfrist. Genåbning finder først sted, når det skyldige
beløb tillige med renter beregnet i henhold til lov om renter ved forsinket betaling m.v. er
betalt.

Vandforsyningen kan forlange, at der for genåbning betales et gebyr, som skal fremgå af
takstbladet.

Vandforsyningen har pligt til at åbne for vandtilførsel ved ejerskifte, medmindre den ny
ejer, enten ved tinglysning eller skriftlig aftale med tidligere ejer, har overtaget den
tidligere ejers gæld til vandforsyningen. Der kan også i dette tilfælde forlanges gebyr for
genåbningen.

Hvis aflukning af vandtilførslen ikke er sket, og ejendommen overdrages til en ny ejer,
som ikke har overtaget den tidligere ejers gæld, må aflukning ikke foretages.

14.1.3 Driftsbidrag skal på opkrævningen opføres med særlige poster for hver art af afgift.
Betales driftsbidrag ikke inden for den fastsatte tidsfrist, kan vandforsyningen lukke for
vandtilførslen. Genåbning finder først sted, når det skyldige beløb tillige med renter
beregnet i henhold til lov om renter ved forsinket betaling m.v. er betalt. Der kan også i
dette tilfælde forlanges gebyr for genåbningen.

Vandforsyningen har pligt til at åbne for vandtilførsel ved ejerskifte, medmindre den ny
ejer, enten ved tinglysning eller skriftlig aftale med tidligere ejer, har overtaget den
tidligere ejers gæld til vandforsyningen. Der kan også i dette tilfælde forlanges gebyr for
genåbning.

14.1.4 Betales de af vandforsyningen forskudsvis afholdte udgifter jf. 14.1.1 ikke inden den af
vandforsyningen fastsatte frist, gælder tilsvarende bestemmelser, som anført i 14.1.2 og

###
14.2 Driftsbidrag for ejendomme som er omfattet af § 2 i bekendtgørelse om individuel af
 regning efter målt forbrug

14.2.1 Vandforsyningen har pligt til individuel afregning af driftsbidrag. Den individuelle
afregning skal påbegyndes senest 5 måneder efter, at vandforsyningen har modtaget
skriftlig anmodning herom fra ejeren.

Ved overgang fra fælles til individuel afregning af driftsbidrag skal vandforsyningen
underrette ejendommens ejer, de enkelte brugere og kommunalbestyrelsen om
tidspunktet for overgangen.

14.2.2 Driftsbidrag skal på opkrævningen opføres med særlige poster for hver art af afgift.

14.2.3 Betaler en bruger ikke driftsbidraget inden for den fastsatte frist, kan vandforsyningen
lukke for vandet.

Ved en brugers gentagne misligholdelse af sin pligt til at betale driftsbidrag, kan
vandforsyningen kræve betaling af et depositum til sikkerhed for brugerens forpligtelser
over for vandforsyningen. Depositumbetalingen kan maksimalt udgøre et beløb svarende
til et års driftsbidrag for enheden.

Når det skyldige beløb, herunder udgifter forbundet med afbrydelse og reetablering af
vandforsyningen og eventuel depositumbetaling, tillige med renter beregnet i henhold til
lov om renter ved forsinket betaling m.v., er betalt, eller hvis der stilles betryggende
sikkerhed for betalingen, skal genåbning finde sted.

Ved fraflytning af en enhed hæfter brugeren for betaling af driftsbidrag m.v. indtil
måleraflæsning er foretaget. Eventuelt indbetalt depositum modregnes i slutopgørelsen
vedrørende driftsbidrag m.v.

14.2.4 Ejendommens ejer skal med 14 dages varsel skriftligt underrette vandforsyningen om ny
brugers overtagelse af en enhed. Ved manglende underretning hæfter ejendommens ejer
for enhedens driftsbidrag.

14.2.5 Når en ny bruger overtager en enhed, skal vandforsyningen åbne for vandet.

14.2.6 Ejendommens ejer hæfter for driftsbidrag i enheder, hvor der ingen bruger er, for
fællesforbrug samt for eventuelt spild fra vandinstallationer uden for enhederne.

## 15. Straffebestemmelser

15.1 Den, der overtræder bestemmelserne i vandforsyningslovens § 14a, stk. 2, ved at
anlægge forsyningsledninger i strid med en vedtaget vandforsyningsplan, § 50 ved ikke at
udføre, benytte eller vedligeholde vandindlæg på forsvarlig måde, § 51, stk. 1, ved
vandspild, § 52 ved ikke at efterkomme påbud om indskrænkning i vandforbruget eller §
64 ved at modvirke den adgang, som vandforsyningens personale har til en ejendom, jf.
regulativets afsnit 4.2, 6.4, 8.1.3, 8.1.4., 10.1 og 11.1, straffes efter vandforsyningslovens
§ 84 med bøde.

På samme måde straffes den, der undlader at installere en afregningsmåler på
vandforsyningens foranledning, den der undlader at stille information til rådighed eller at
offentliggøre denne, den der ikke afregner driftsbidraget individuelt og den der gentagne
gange undlader at underrette om en ny brugers overtagelse af en enhed, jf. regulativets
afsnit 9.2, 1. punktum, 11.4, 14.2.1, 2. punktum og 14.2.4, 1. punktum.

15.2 Den, der uden autorisation eller godkendelse som kompetent virksomhed udfører
arbejde med installationer og ledninger m.v., som er omfattet af bestemmelserne i bekg.
nr. 988 af 8. december 2003 om gasinstallationer og installationer i forbindelse med
vand- og afløbsledninger, straffes med bøde efter lovens § 25.

På samme måde straffes den, der lader de nævnte arbejder udføre af personer, som efter
loven ikke er berettiget til det.

15.3 Ejere og brugere som foretager indgreb i målere, der er omfattet af bestemmelserne i
Sikkerhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 1034 af 17. oktober 2006 om kontrol med
vandmålere, der anvendes til måling af forbrug af varmt og koldt vand, bryder plomben
eller på anden måde påvirker målerens korrekte funktion, straffes med bøde efter
bekendtgørelsens § 27.

På samme måde straffes overtrædelse af regulativets 11.3.

##
16. Ikrafttrædelse

Dette regulativ træder i kraft den 10. april 2011.
Samtidig ophæves det tidligere regulativ af 15. juni 1982

Regulativet kan til enhver tid erstattes af et nyt regulativ, der er udarbejdet i medfør af
vandforsyningsloven.

Bestemmelser i senere lovændringer, der strider mod dette regulativ, kan umiddelbart
indarbejdes.
